Hvad er dissociativ identitetsforstyrrelse?

Indledning

Dissociativ identitetsforstyrrelse (DID), tidligere kaldet multipel personlighedsforstyrrelse, er en sammensat psykologisk tilstand, der er kendetegnet ved, at der findes to eller flere adskilte personlighedstilstande eller identiteter i én og samme person. Dette indledende afsnit gennemgår definitionen og de diagnostiske kriterier for DID og lægger grunden for en dybere forståelse af symptomerne, årsagerne og behandlingsmulighederne.

At forstå DID: definition og diagnostiske kriterier

DID klassificeres blandt de dissociative forstyrrelser i Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, femte udgave (DSM-5). Det bærende træk ved DID er, at der findes flere adskilte identiteter eller personlighedstilstande, hver med sit eget relativt vedvarende mønster for at opfatte, forholde sig til og tænke om omgivelserne og om sig selv. Disse tilstande tager på skift kontrollen over personens adfærd, ofte ledsaget af et tydeligt brud i oplevelsen af, hvem man er, og af at være den, der handler, sammen med tilsvarende ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed, hukommelse, sansning, kognition og sensomotorisk funktion.

Til de diagnostiske kriterier hører:

• At der findes to eller flere adskilte identiteter eller personlighedstilstande, hver med sin egen måde at være, forholde sig og tænke på.
• Tilbagevendende huller i hukommelsen for hverdagsbegivenheder, vigtige personlige oplysninger og/eller traumatiske begivenheder, ud over almindelig glemsomhed.
• Betydelig lidelse eller nedsat funktion socialt, i arbejdet eller på andre vigtige områder af livet.
• Forstyrrelsen er ikke en normal del af en bredt anerkendt kulturel eller religiøs praksis og kan ikke forklares af fysiologiske virkninger af et stof eller af en medicinsk tilstand.

Symptomer og udtryk ved DID

Den, der har DID, kan opleve et bredt spektrum af symptomer, der er meget forskellige fra person til person. Almindelige symptomer er:

• Amnesi: Manglende evne til at huske personlige oplysninger; den kan være selektiv eller mere generel.
• Identitetsforvirring: En subjektiv følelse af usikkerhed, forvirring eller konflikt om, hvem man er.
• Identitetsskift: Iagttagelige ændringer i adfærden, der peger på et skift i identitet, blandt andet i stemme, holdning og attituder.
• Depersonalisation og derealisation: Følelser af at være adskilt fra sig selv eller fra omgivelserne.
• Dissociative flashbacks: At genopleve traumatiske begivenheder, som om de sker nu.

Symptomerne kan vælte hverdagen og gøre livet kaotisk for den, der har DID, og de påvirker relationer, arbejde og evnen til at fungere fra dag til dag.

Årsager og risikofaktorer

At DID udvikles er stærkt forbundet med svært trauma i den tidlige barndom, sædvanligvis ekstrem og gentagen fysisk, seksuel eller emotionel mishandling. Også biologiske faktorer, som genetisk sårbarhed, og psykosociale faktorer, som en lethed ved at dissociere, anses for at bidrage.

Til risikofaktorerne hører:

• Trauma i den tidlige barndom: Den mest betydningsfulde risikofaktor, ofte med svær mishandling involveret.
• En lethed ved at dissociere: Nogle mennesker har en naturlig evne til at dissociere fra virkeligheden lettere end andre.
• At det tidlige trauma ikke blev mødt med støtte eller trøst: Når emotionel støtte udebliver efter traumet, kan de dissociative symptomer forværres.

Behandling og håndtering af DID

Behandlingen af DID er sædvanligvis langsigtet og bygger på psykoterapi hos en kliniker med erfaring i dissociative forstyrrelser. Bærende dele i behandlingen er:

• Psykoterapi: Traumeinformerede tilgange, ofte med elementer af kognitiv adfærdsterapi og dialektisk adfærdsterapi, arbejder med stabilisering, med at bearbejde den traumatiske hukommelse og med at forbedre kommunikationen mellem identitetstilstandene.
• Medicin: Der findes ingen medicin, der behandler DID i sig selv, men medicin kan udskrives mod symptomer som depression og angst.
• Støttende indsatser: Oplysende og støttende indsatser, der hjælper med at håndtere symptomerne og forbedre livskvaliteten.

Målene for behandlingen sættes sammen med personen, ikke på forhånd. For nogle betyder det fuld integration af identitetstilstandene; for andre betyder det en stabil og samarbejdende funktion mellem dem. Begge er anerkendte udfald, og målet for succes er personens evne til at leve det liv, han eller hun vil leve.

Konklusion

Dissociativ identitetsforstyrrelse stiller store krav både til den, der lever med den, og til klinikeren, der skal stille diagnosen og behandle. Behandlingen kan være sammensat og langsigtet, men når man forstår og arbejder med de bagvedliggende årsager til DID og holder fast ved gennemtænkte terapeutiske strategier, kan livet forbedres betydeligt for den, der er ramt. Forskningen og den kliniske praksis bliver ved med at finpudse disse tilgange, og det giver både håb og en bedre livskvalitet for mennesker med DID.

Denne artikel er almen information, skrevet fordi DID står i centrum for Fight Clubs historie. Den er ikke et diagnostisk værktøj. Dissociation findes på et spektrum, og mange af de oplevelser, der beskrives her, forekommer i mildere form hos mennesker uden nogen forstyrrelse — at genkende sig selv i en symptomliste er ikke en diagnose. Hvis noget af dette spejler noget, du lever med, er en læge eller en autoriseret psykolog eller psykoterapeut det rette sted at tage det hen.